En eftersøgning i natten
Det er nat, klokken er 01. Jeg var lige faldet i den dybeste søvn. Min kone tager telefonen: “Det er Falck”. “Ja, lige et øjeblik”. Jeg står op og går ned på kontoret i den anden ende af huset. Nu er jeg klar til at tage imod den besked, Falck har til mig.
Der er blevet påkørt et rådyr for et kvarter siden, og det er løbet væk. Her har min hund og jeg så en opgave med at finde det dyr. Jeg spørger, hvor det er henne, og får angivet et vejnavn og oplyst nummeret på den nærmeste kilometersten, der står i vejkanten. Bilisten, der har påkørt dyret, har også afmærket stedet, hvor dyret er løbet væk. Han har sat en stor gren fast i kanten af vejen og bundet en af de streamere, som alle kan få hos Falck, omkring grenen. Telefonnummeret på bilisten bliver skrevet ned, og jeg ringer straks op for at få flere oplysninger. Var der sket nogen skade på bilen? Var der flere dyr? Og til hvilken side løb det skadede dyr? Ud fra de oplysninger kan jeg danne mig et billede af, hvor hårdt dyret er skadet og dermed, hvor svær en opgave, der venter.
Ikke en hund fra Schweiz
Nu er jeg godt rustet til at tage på eftersøgning med min schweisshund.  Men hvad er egentlig en schweisshund? Det er ikke en hund fra Schweiz eller nogen speciel racehund. Det er en hund, der er trænet til at opspore hjortevildt, som er kommet til skade på jagt, eller som her er blevet påkørt af en bil på landevejen.
Traditionen for denne form for opsporing stammer fra Tyskland. Herfra ordet schweiss, som kan oversættes med blod og andre væsker fra et såret dyr. En schweisshund og hundeføreren skal have bestået en optagelsesprøve for at blive godkendt og opført i et register, der er udsendt til alle falck- og politistationer samt alle jægere. I dette register er der opført ca. 180 hundeførere med forskellige jagthunderacer. Herfra bliver schweisshundeførerne rekvireret, når der er sket et uheld.
Efter at have pakket bilen med hund, den lange rem, lygte og gevær er vi nu klar til at rykke ud. Der er vel gået ca. 1,5 time efter påkørslen, til vi er på stedet. Det er godt, for nu har dyret fået fred til at sætte sig, og et såret dyr bliver mere sløvt, når det har fået lidt tid og kan dermed være lettere at komme i nærheden af.
Stedet er let at finde. Det er godt afmærket, så vi skal ikke bruge unødvendige ressourcer på først at finde ulykkesstedet. (Vi har flere gange gået mange kilometer langs vejen for at finde det rigtige sted). “Disa”, som jeg har med i dag, er en hund af racen bayersk bjergschweisshund – på tysk: Bayersk Gebirgschweisshund. Racen er specielt fremavlet i Bayern til at opspore hjortevildt i bjergene.

Arbejdet går i gang
Hun får det brede halsbånd på og den lange rem (alt sporarbejde foregår med lang rem), radiohalsbåndet bliver sat på, og med gevær og lygte er vi nu klar til det egentlige arbejde.
Vi finder hurtigt nogle hår på vejen. Disa er meget interesseret, men søger en del frem og tilbage. Nogle af hårene er blevet spredt over et større stykke, men endelig finder vi stedet med klovaftryk, hvor dyret er sprunget over vejgrøften. Vi går op ad en bar stubmark hen mod en høj med lidt træer, men vi har problemer. Vi går i modvind, så færten er spredt meget ud, og vi kører meget i zigzag og i ring. Jeg stopper her, for der er ingen grund til at bruge tid på det. Vi går direkte mod højen med træer, og her bliver det spændende. Sidder dyret lige bag det første træ eller? Disa går forsigtig ind. Det er tydeligt, at her er noget. Vi lister os længere ind mellem træerne, og jeg tager et fastere greb om geværet. Vi går over nogle væltede træer og videre, nu er vi kommet igennem. Er vi gået forbi dyret? Vi slår et slag tilbage langs den ene side af træerne og videre ud over markerne. Så er dyret gået videre. Vi har retning mod et mosehul og nærmer os måske det sted, hvor dyret endelig har kunnet finde ro. Her bliver jeg usikker på, om det er rigtigt at forsætte, fordi vi nu har vinden i ryggen. Det kan sende vores fært ind i mosen og rejse dyret, uden vi opdager det. Selv om mosen er meget lille, går vi om på den modsatte side og dermed op mod vinden (månen skinner, så jeg kan se, når jeg skal skyde). Det er min plan at tage remmen af Disa, som skal gå alene ind i mosen og finde dyret, hvis det er der endnu, og fange det eller jage det ud til mig. Disa går hurtigt i mosen. Dyret er der nok, og nu sker det: Disa gør, og der bliver stille, hun gør igen, igen stilhed. Jeg er klar over, at hun har fundet dyret, men det er løbet fra hende og rundt i mosen. Ud fra den ene side af mosen kommer der nu et dyr. Det trækker på det ene ben, og jeg lægger an til at skyde, men kan ikke. Der er en by i baggrunden. Længere fremme er der en lavning, og her skyder jeg, men forbi, så sætter dyret farten op. Det løber meget stærkt, synes jeg, på tre ben, så sænker det farten igen, men er nu så langt ude, at jeg ikke kan skyde. Nu kommer Disa på sporet og nærmer sig rådyret, som igen sætter farten op og løber over mod et større moseområde.

En længere tur
Det ser ud til at blive en længere og mere besværlig opgave, og jeg går derfor tilbage til bilen, fordi jeg mener at kunne køre ud på den anden side af moseområdet ad en markvej. Her har jeg så mulighed for at møde rådyret og Disa. Men nej, de er der ikke. Med pejling på radiohalsbåndet kan jeg se, at de er løbet videre, og jeg bagefter. Nu til fods over en pløjemark, gennem et læhegn, over en nysået kornmark, op og ned ad bakker. Her har jeg problemer med pejlingen. Ind i en større skov, over grøfter, gennem brombærkrat, nu gennem skoven, over en grøft igen og ud på en græsmark. Jeg går og går, stopper op og lytter. Ingenting. Pejler igen. Retningen er god nok, lytter igen – nu kan jeg høre en hund gø. Er det Disa eller bare en gårdhund? Jo, det er Disa, så mig af sted. Nu kan jeg se hende i måneskæret langt ude på en eng, dansende rundt om et siddende rådyr. Det er bare dejligt, så går jeg frem og afliver dyret.

Hele turen strækker sig over 3 km. Dyret havde brækket bagbenet og var til sidst blevet så træt, at det ikke kunne holde hunden fra sig. Ved ethvert forsøg på at flytte sig går Disa i haserne på det og trækker det ned igen. Efterfølgende skal jeg have kontaktet ejeren af jorden, hvorpå dyret er forendt, da det retsmæssigt tilfalder ham.

 

 

Leave a Reply

Seneste indlæg