Da schweisshunden Disa blev væk

Så skete det også for mig, enhver schweisshundeførers mareridt.

Flere har oplevet det: 

1. Hunden er sluppet til hetz, den forvinder, man hører hvinende bremser fra en bil.

2. Man kommer tæt på dyret, man snubler og taber schweissremmen, hunden stikker af med fuld hals, der bliver stille, meget stille – – – i lang tid, hunden har sat sig fast et eller andet sted.


Her er min historie.

Det nogle dage før juleaften 1990. Jeg bliver sammen med min schweisshund “Disa” kaldt ud for at finde et rådyr, et helt døgn efter at det er påskudt med hagl. Vi finder en del lange hvide hår og lidt blod. Dyret er skudt meget bagligt. Jægerne har søgt alt det de selv kunne, så jeg forventer ikke at finde noget. Efter en del søgen trækker hunden dog an, vi fortsætter, det sker igen og igen.

 Vi har et dyr foran os. Hunden stopper op igen, tager nærmest stand, men jeg har jo ikke set dyret, så vi fortsætter. Nej, nu sætter hun sig, hvorfor? Hun vil slippes, og det bliver hun. Det dummeste jeg har gjort.

Nu går hetzen – langt. Jeg hører hals, flere gange, der bliver stille. Min hund har radiohalsbånd på og jeg kan følge jagten langt omkring. – Nu kommer de tilbage.
Jeg er nu klar over, at dyret ikke fejler mere, end at det kan løbe fra hunden. Nu tror jeg så, at jeg fra min venteposition får mulighed for at skyde dyret, når de kommer tilbage, men intet dyr viser sig. Jeg går længere frem og kan nu se hunden springe over et spor. Der råbes meget højt, men hvorfor min hund er udstyret med så store ører, det ved jeg ikke. Af sted, det går tilbage i skoven igen, og nu – ingen radiosignal. Hvad er der sket? Op på den højeste bakke, ingen signal.

Det var nogle hektiske
minutter, men de efterfølgende minutter, timer, dage skulle vise sig at være noget af det værste jeg har oplevet. Der bliver ventetid, der drikkes kaffe sammen med jægeren, han kører hjem og jeg begynder at lede, kalde fløjte og lede. Tiden går, politiet underrettes, tiden går, 4 timer er gået.
Telefonen ringer, en mand var meget nær ved at påkøre en hund og kontakter politiet , hvor han får mit nummer. Jeg kører ud til stedet 3 km fra det sted, hvor hunden blev sluppet. Råber, kalder, fløjter og leder, men kan heller ikke her få kontakt med hunden.

Hvor er min Disa? Skulle hun være ramt af en bil og ligge et eller andet sted. Humøret er langt nede, tårerne presser sig på, Nej – nu må jeg tage mig sammen, tænke klart.

Hvad kan der være sket, hvor vil hun løbe hen, – normalt tilbage til bilen, jeg må hellere køre tilbage til skoven. Her sætter jeg hundeburet med tæppe, vand og min jakke. Ringer hjem til konen og leder videre, resten af dagen og det meste af natten, jeg kører hjem uden Disa, får en halv time på øjet, for at køre ud igen tidligt kl. 5 for at lede og lede.

Nu kontakter jeg andre schweisshundefører og gode venner, for at sætte dem ind i min håbløse situation, og de vil meget gerne hjælpe. Lokalradio, aviser og fjernsyn bliver kontaktet. Der bliver lavet opslag til skoler og forretninger i området. En større eftersøgning er nu i gang. Vi har base ved sted, hvor hunden sidst blev set. Alle huse og gårde bliver besøgt, grøfter, krat og skov bliver gennemsøgt. Ingen Disa, Der går en dag mere, ingen Disa. Alt er håbløst. Hvad skal vi gøre. Vi kører nu tilbage til skoven igen og dermed er alle biler væk fra basen, der går lidt tid og vi kører til basen igen.

Så sker miraklet, 200 m fra basen står en mand midt på vejen med Disa, alle ud af bilerne, hvor var det dejligt, endelig efter 3 lange døgn, gensyn, lettelse, følelser, alt på en gang og så til de bestilte pizzaer.

Alle kører nu hvert til sit og da vi kommer hjem bliver rødvinen lukket op, hundene får godbidder, der er rigtig råhygge.

Efterfølgende og under det sidste forløb af eftersøgningen, var der mange spørgsmål der meldte sig, hvorfor fandt hunden ikke tilbage til skoven igen, hvorfor kom hun ikke til os mens vi var ved basen, hvorfor var hun varm og tør efter 3 dage i den fri natur.

Disse spørgsmål vil altid stå hen i det uvisse, men jeg siger Jer, vi skal passe bedre på vore hunde.

 


Leave a Reply