Bayersk Bjergschweisshund             Tekst og billeder: Jens Lindstrøm

  Den Bayerske Bjergschweisshund er en ægte specialist på sit område og her taler vi om en renavlet schweisshund. Som mange af jagthunderacerne er  Den Bayerske Bjergschweisshund opstået som et resultat af et praktisk behov hos jægere, nemlig behovet for en virkelig fremragende hund, som efter skuddet med stor sikkerhed kan opspore et anskudt dyr.  I mere end hundrede år er denne race således blevet fremavlet med kun dette ene mål for øje.

Lidt historie


  Den første gang man støder på hunde, som udelukkende avles og bruges til schweissarbejde, er i 1812 hos fyrst Thurn und Taxis, som havde et omfattende opdræt af schweisshunde. I 1850´erne og -60´erne blev mange af de store bayerske jagtrevirer således forsynet med schweisshunde fra det Taxiske revir, Thiergarten, og denne type hund blev dermed vidt udbredt i Bayern. I de bjergrige og ofte svært tilgængelige bayerske jagtrevirer, hvor en forendt kronhjort i princippet kan ligge gemt i tæt buskads to meter fra jægeren uden at denne opdager dyret, blev schweisshundene snart en uundværlig del af jagten.
Ret hurtigt indså man dog, at det bjergrige Bayern krævede en mindre og dermed mere adræt, schweisshund end det havde været tilfældet for de oprindelige, og noget tunge bracke-typer.
Joseph, friherre til Karg-Bebenburg var manden som op mod år 1900, samlede de forskellige stammer af de såkaldte ”gebirgsbracken” og påbegyndte et rent avlsarbejde, der mundede ud en hund, som lignede den oprindelige gebirgsbracke, blot var den netop mindre og lettere. Den Bayerske Bjergschweisshund – næsten som vi kender den i dag – var dermed en realitet. Racens stamfar, en hanhund ved navn ”Hirschmann I”, som var den første Bayerske Bjergschweisshund, der blev optaget i den tyske hundestambog, var da også opdrættet af friherre von Karg.
I 1912 grundlagde man ”Klüb für Bayrische Gebirgsschweisshunde”, der eksisterer den dag i dag, og som er den eneste anerkendte specialklub for Bayersk Bjergschweisshund i Tyskland. Allerede i 1921 afholdt klubben sin første store schweissprøve på kunstig fært, dvs. blod fra Kronvildt.
Den bayerske Bjergschweisshund kom til Danmark i midten af 1980`erne.  P.t. er der registreret 33 stk. af racen i det danske schweisshunderegister. Bayerne er udbredt i Norge og Sverige ligesom resten af Europa. Her har man også specialklubber for racen.

Ikke for nybegyndere


   Den Bayerske Bjergschweisshund er ikke en nybegynderhund. Det er absolut ikke en hund, der er egnet til førstegangshundeejere, og heller ikke velegnet til folk, som for første gang skal arbejde med at træne og uddanne en schweisshund. Dette fordi  Bayeren er så overlegen på spor, at den uerfarne hundefører ikke evner at udnytte racens naturlige egenskaber for at udrede vanskelige spor. Tilrettelægger man ikke træningen med dette som den primære ledetråd, vil hunden trodse sin ejer og hele tiden lave svinkeærinder, da det er mod dens natur ikke at gøre det som den er født til. Nemlig at udrede et spor, som i sidste ende kan stille dens sult. (i overført betydning)

Den Bayerske Bjergschweisshund som i daglig tale kaldes ” BAYER ”er en kærlig og følsom, men også en barsk jagthund, der med mod og skarphed evner at affange et stykke råvildt eller hetze og stille en anskudt hjort og for ikke at nævne et arrigt vildsvin.
Bayeren er i det daglige en venlig og let omgængelig hund, der knytter sig meget stærkt til sin familie, mens den overfor alle andre mennesker godt kan være noget reserveret, ligesom den kan være meget vagtsom. Den Bayerske Bjergschweisshund er om nogen primært en brugshund, og racen egner sig ikke til at blive holdt kun som familiehund. Tilføjes skal det dog, at såfremt den Bayerske Bjergschweisshund får lov til at bruge sin fantastiske næse på spor, så kan den sagtens leve i harmoni med den dens mennesker resten af tiden.

Mine schweisshunde

Jeg har arbejdet som registreret schweisshundefører i 35 år, de første år med retrievere, men er skiftet over til den bayerske bjergschweisshund, bl. a. fordi jeg havde læst en spændende artikel om racen. Jeg troede at når jeg havde fået en Bayer, så havde jeg en hund der ville være nem at træne og dermed være suveræn til at klare alle eftersøgninger til ug. Her tog jeg fejl. Først efter at jeg havde fået den første Bayer trænet til registreret schweisshund, fandt jeg ud af, at man ikke skal træne en Bayer til at gå på spor, men udnytte hvalpens medfødte egenskaber, for at få den perfekte schweisshund. Den kan det som hvalp. Og her skal man selv lære, hvordan man får det optimale ud af at se hvordan hvalpen arbejder. Det tog mig lang tid at lære, inden jeg havde løst gåden til fulde. Jeg starter hvalpen på spor når den har været i hjemmet ca. en uge det vil sige når den er 9 uger gammel. Så laver jeg et foderslæb på ca. 50 meter med et 90 graders knæk. For enden af sporet ligger der en godbid i form af det foder jeg har slæbt. Umiddelbart efter bliver hvalpen sat på sporet og får selv lov at udrede sporet. Det sker uden snor og uden indblanding fra mig. Her ser man hvordan hvalpen i sin iver efter at finde foderet stopper op en gang i mellem for at æde det foder, som er spildt undervejs. Går den af sporet, søger den hurtigt rundt for at finde det igen. Når den er kommet til enden af sporet og har ædt foderet, begynder den at søge tilbage igen for at finde mere foder. Dette er starten på en god schweisshund. I den videre træning lader jeg hvalpen/ unghunden løse opgaven uden min indblanding, jeg følger bare med i enden af schweissremmen

En bukkeeftersøgning

En sen aften i bukkejagten blev jeg ringet op af en schweiss-kollega. Han vil gerne have hjælp til at finde en buk, som han havde gået efter med sin unge hund. Bukken var formentlig ramt i et forløb. Det er vurderet ud fra jægerens beskrivelse af bukkens reaktion i skudøjeblikket, endvidere var der jævnligt schweiss på sporet, som indikerer at bukken er ramt lavt. Da de havde fulgt bukken 2 km uden at komme i nærheden af bukken, vælger hundeføreren på grund af mørket, at stoppe og genoptage eftersøgningen dagen efter. 

Her kommer Silas og jeg ind i billedet. Da bukken er gået så langt uden at have gået i sårleje, er der ingen garanti for at den kan findes, men den bedste chance for at det skal lykkes, kan være at prøve med en mere erfaren hund og vi følges ad 2 mand, en med hund og en til at se efter schweiss, samt være klar til at skyde hvis bukken skulle flygte. Her er det vigtigt at det er en anden schweisshundefører som har bemyndigelse til at skyde på anden mands jord, hvis vi skulle krydse et naboskel.

Svært Terræn

Terrænet er meget kuperet hovedsaligt løvskov og lidt brombærktrat på bakkerne. På nogle af bakkerne og i dalene veksler det mellem skov og græsningsarealer, hvor der går noget kødkvæg.

Udfordrende spor. Silas starter der hvor den unge hund var stoppet aftenen før. Det viser sig at bukken havde lavet en tilbagegang på ca. 60 meter, inden den havde ændret retning. Efter udredningen af dette gik det godt indtil vi kom ud over en rydning med tør jordbund og stærk vindafdrift. Kollegaen er meget god til at se schweiss og melder flere gange på hele sporforløbet om fund af schweiss. Med flere knæk på sporet krydser vi en bæk, fortsætter op ad en stejl bakke i bøgeskoven. På toppen ad bakken begynder Silas at cirkle meget rundt og pludselig ser vi et rålam ligge tæt op ad en bøgestamme. Silas ser den ikke, men søger videre rundt i forskellige retninger.

Jeg vurderer at vi måske er kommet på afveje og vælger at tage hunden med tilbage til bækken, hvor vi sidst havde set schweiss. Silas følger det samme spor igen op på bakken, forbi stedet med rålammet deri mellemtiden var smuttet. Ca.10 meter herfra finder vi et sårleje. Altså havde bukken ligget her om natten sammen med en rå og hendes lam. Vi følger sporet rundt i en stor bue og krydser den samme bæk i modsat retning. Igen op ad en stejl skrænt. Efter længere tids sporing kommer vi til en græseng. Her stopper Silas og søger tilbage i alle retninger. Bukken var ikke gået ud over engen mod mosen, men tanken var nærliggende. I stedet finder vi sporet skråt tilbage op over en stejl bakke igennem brombærkrat, videre ud af skoven over en græsmark, ind i et ca. 50 meter bredt og 300 meter lang skovstykke. Her går vi et godt stykke på langs i midten af stykket, indtil Silas pludselig vil tilbage igen. Ca. 5 meter tilbage ser jeg bukken, som pludselig springer ud af stykket, ud mod kollegaen der har fulgt os på ydersiden. Godt skydende som han er, for han nedlagt bukken, der viser sig at være ramt lige over kloven.

Godt samarbejde

Bukken havde klaret sig rimelig godt i det vanskelige kuperede terræn og havde formentlig også klaret sig videre gennem livet med en klov mindre, hvis vi ikke med det gode samarbejde, vi har i schweissregistret, samt godt hundearbejde fik gjort ende på dens lidelse. Kollegaens hund havde gået 2 km. Og Silas yderligere 2,5 km. Godt at vi fik den.

Silas og buk (SEVCH. SJCH.DKCH. Aron Tropowy Kompan)